Denne side findes på flere sprog. Oversættelserne er kun vejledende, den danske version er juridisk gældende.
1. Accept af vilkår
Ved at oprette en konto eller bruge NC North accepterer du disse vilkår. Hvis du ikke kan acceptere vilkårene, skal du undlade at bruge tjenesten.
2. Tjenesten
NC North er en app til tilsyn, dokumentation, mangler, KS, BIM/IFC og faktura for byggebranchen. Du kan afprøve en demo-version af tjenesten uden konto. Nye abonnementer starter med en gratis prøveperiode på 14 dage: betalingskortet registreres ved oprettelsen, det første træk sker først, når prøveperioden udløber, og der sendes en påmindelse pr. e-mail 3 dage før. Opsiges abonnementet inden prøveperiodens udløb, trækkes der ikke noget beløb.
3. Konto og ansvar
Du skal give korrekte oplysninger ved oprettelse og holde dit login fortroligt. Et login er personligt og må ikke deles med andre; skal flere bruge tjenesten, oprettes de som hver sin bruger på firmaets abonnement. Af samme grund kan hver bruger være logget ind på et begrænset antal enheder ad gangen, og du kan selv se og fjerne dine enheder under Indstillinger. Du er ansvarlig for al aktivitet på din konto og for det indhold, du uploader til tjenesten.
4. Abonnement og betaling
NC North tilbydes som abonnement pr. firma, se priser-siden. Du kan købe direkte på hjemmesiden med betalingskort; betalingen håndteres af Stripe, og vi ser eller opbevarer aldrig dine kortoplysninger. Alle priser er ekskl. moms.
Prisændringer. Vi kan ændre priserne på vores pakker. Hæver vi prisen på din pakke, får du besked på e-mail mindst 30 dage før den nye pris træder i kraft. I hele varslingsperioden betaler du den pris, du kender. Vil du ikke fortsætte til den nye pris, kan du opsige abonnementet inden ikrafttrædelsen under Indstillinger, Abonnement; så stopper det ved indeværende periodes udløb, og du bliver ikke opkrævet den nye pris. Sætter vi prisen ned, sker det uden varsel.
Betalingskortet registreres ved oprettelsen. Det første træk sker, når de 14 dages prøveperiode udløber, og derefter fornyes abonnementet automatisk måned for måned, indtil det opsiges (i appen under Indstillinger, Abonnement). Opsiges abonnementet inden prøveperiodens udløb, trækkes der ikke noget beløb. Vil du prøve tjenesten først uden at registrere kort, kan du bruge demoen uden tilmelding.
5. Tilladt og rimelig brug
Pakken skal passe til brugen. Håndværker er til dit eget firmas egne sager: egne folk, egen dokumentation og egen faktura, uanset hvor store sagerne er. Projekter, hvor bygherre, rådgivere eller andre firmaer er med inde i sagen i NC North, eller hvor I bruger tekniske spørgsmål (TS) og BIM, kører på Supernova. Offentlige kunder som kommuner, regioner og staten samt bygherrer bruger Supernova eller Enterprise og Public efter aftale, aldrig Håndværker. Passer din pakke ikke til den måde, du bruger tjenesten på, kan vi bede dig skifte pakke. Sker det ikke inden en rimelig frist, kan vi begrænse eller opsige kontoen efter afsnit 8.
Brugere er personlige. Hver person har sit eget login, og et login må ikke deles, heller ikke midlertidigt. Grænserne for brugere, lager og enheder i din pakke må ikke omgås, fx ved at flere personer skiftes til at bruge samme bruger. Har I brug for mere, køber I flere brugere eller en større pakke.
Tjenesten er til dit eget firma. Du må ikke videresælge, udleje eller stille tjenesten til rådighed for andre firmaer, og du må ikke bruge den på vegne af andre firmaer, medmindre det er aftalt med os. Eksterne deltagere, som du inviterer ind i et projekt på Supernova, er en del af pakken og ikke omfattet af dette.
Du må ikke:
- misbruge tjenesten eller forstyrre dens drift,
- uploade ulovligt eller krænkende indhold,
- uploade materiale, som andre har ophavsret til, uden at have ret til det,
- forsøge at bryde sikkerheden,
- omgå betaling, prøveperioder eller grænserne i din pakke,
- trække data ud automatisk i stort omfang med scripts eller robotter (appens egen eksport må du altid bruge),
- bruge mails, notifikationer eller beskeder i tjenesten til spam, chikane eller andet, de ikke er beregnet til, eller
- foretage reverse engineering af softwaren.
Oplysningerne skal være rigtige. Det gælder firma, antal brugere og, på Supernova, projektets forventede byggesum, fordi den sætter prisen på projektlicensen. Vi må efterprøve oplysningerne, fx ved at bede om dokumentation. Passer de ikke, skal de rettes, og licensen følger herefter det rigtige tal.
Hvis reglerne ikke følges. Vi giver dig normalt en advarsel og en rimelig frist til at rette op først. Ved alvorligt eller gentaget misbrug kan vi begrænse eller opsige kontoen efter afsnit 8, om nødvendigt med det samme. Ved groft misbrug er du ansvarlig for det tab, det påfører os.
6. Immaterielle rettigheder
NC North ejer al software og design i tjenesten. Du beholder ejerskab til dit eget indhold og dine data; du giver os ret til at behandle det med det formål at levere tjenesten til dig.
7. Tilgængelighed, ansvar og datatab
Tjenesten leveres "som den er" og "som tilgængelig", uden garantier af nogen art, udtrykkelige eller underforståede, herunder for uafbrudt eller fejlfri drift, bestemte resultater, eller at data til enhver tid er tilgængelige, korrekte eller bevarede. Vi tilstræber høj oppetid, men kan ikke garantere uafbrudt drift.
Du er selv ansvarlig for at sikkerhedskopiere dine data. Appen er offline-først og synkroniserer til skyen, men du skal regelmæssigt eksportere og gemme din egen kopi af vigtige data (fx via appens eksport-funktion). NC North er ikke ansvarlig for tab, beskadigelse, utilgængelighed eller manglende synkronisering af data, uanset årsag, herunder enheds-, browser-, netværks-, synkroniserings- eller tredjepartsfejl.
I det videst mulige omfang loven tillader, fraskriver NC North sig ethvert ansvar for indirekte tab, følgeskader, driftstab, tabt fortjeneste, tab af data eller goodwill. NC Norths samlede ansvar over for dig er under alle omstændigheder begrænset til det beløb, du har betalt for tjenesten i de seneste 12 måneder.
Intet i disse vilkår begrænser ansvar, der ikke kan fraskrives efter ufravigelig lovgivning (fx ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller ufravigelige forbruger- og databeskyttelsesrettigheder). Behandling af personoplysninger reguleres særskilt i vores Databehandleraftale og Privatlivspolitik.
8. Opsigelse
Der er ingen bindingsperiode. Du kan til enhver tid opsige dit abonnement i appen under Indstillinger, Abonnement. Abonnementet er aktivt til udgangen af den betalte periode, og opsigelsen kan fortrydes indtil da.
Efter udløb har I 30 dage til at logge ind og hente alle jeres data som ZIP (sager, tegninger, fotos og KS-dokumentation). Eksporten er gratis og findes i appen under Indstillinger. I samme periode kan I genoptage abonnementet og fortsætte, hvor I slap. Vi anbefaler, at I gemmer eksporten et sikkert sted, da byggeriets mangelansvar efter AB 18 løber i 5 år.
Når de 30 dage er gået, slettes alle data permanent og kan ikke gendannes. Vi varsler pr. mail, både når perioden begynder og igen 7 dage før sletningen. I kan til enhver tid bede om sletning før tid via appen eller kontaktformularen.
Vi kan opsige aftalen med 30 dages varsel pr. e-mail, fx hvis vi lukker en pakke eller stopper tjenesten. I varslingsperioden fungerer tjenesten som hidtil, og du kan hente alle data ud. Har du betalt for en periode ud over opsigelsen, tilbagebetaler vi den forholdsmæssige del. Ved væsentlig misligholdelse, herunder misbrug eller manglende betaling, kan vi lukke adgangen straks.
9. Ændringer af vilkår
Vi kan opdatere disse vilkår løbende. Væsentlige ændringer varsles på e-mail mindst 30 dage før de træder i kraft, så du kan nå at gennemgå dem. Vil du ikke acceptere de nye vilkår, kan du opsige abonnementet inden ikrafttrædelsen. Mindre rettelser, som ikke ændrer dine rettigheder eller vores forpligtelser, kan ske uden varsel.
10. Lovvalg og værneting
Disse vilkår er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister afgøres ved de danske domstole.
11. Kontakt
NC North ApS · CVR 46761065
Fik du ikke svar?
Skriv til supporten, så vender vi hurtigt tilbage.
